Ny hovedtræner for kredstræningen – velkommen til Sine Vestergaard
Vi er meget glade for at kunne præsentere Sine Vestergaardsom ny hovedtræner for kredstræningen.
Sine har spillet badminton siden hun var 4 år og vendte for nylig tilbage til Lolland-Falster efter flere år i hovedstadsområdet. Hun bringer stor erfaring med sig – både som spiller og træner. Hun har spillet i 3. division og Danmarksserien i københavnske klubber og har gennem mere end 15 år været en dedikeret træner.
Sine har desuden deltaget i det internationale Danish Badminton Inspiration Team, hvor hun har trænet børn og unge i både Europa og Asien, og selv haft fornøjelsen af at spille mod kinesiske landsholdsspillere.
Sine får det overordnede ansvar for kredstræningen, og ved hendes side vil hendes mand, Steffen, også bidrage med sin erfaring som tidligere divisionsspiller og coach. Parret spiller i dag i Rødby. Derudover vil Nina Vedsø være fast hjælpetræner, og der vil løbende blive tilknyttet gæste- og hjælpetrænere.
Træningsstruktur og ambitioner
Sine ønsker at sikre høj kvalitet og intensitet i træningen. Derfor planlægges korte, fokuserede træningspas– primært fredage kl. 18.00–20.00, så spillerne fortsat har mulighed for turneringer og andre weekendaktiviteter.
Derudover planlægges to weekendtræf i sæsonens løbmed både træning, sociale aktiviteter og mulighed for overnatning.
Vi ser frem til en spændende sæson med engageret træning, høj faglighed og et stærkt fællesskab.